Danske Journaliststuderendes 1. maj-tale

Er der nogen, der kan, så er det os!

Danske Journaliststuderende har ikke kun gjort fremskridt, men har taget Dansk Jour­­nalistforbund med storm de seneste år. Vi har opdaget styrken ved at stå sam­­men. Vi er blevet en gruppe under Dansk Journalistforbund, som er højt re­spek­teret, men til tider også frygtet.

Vores drivkraft er ikke løn, men Jeres vilkår. Vi tør sætte gang i de farlige de­bat­ter. Når vi står sammen i fællesskab, er vi stærkest.

Selvom de gamle og sure stemmer imod os på delegeretmøde ’11, tør vi råbe op, når det moderne mediemarked buldrer forbi. Vi kræver bedre uddannelse af prak­­tikantvejlederne og dermed bedre uddannelse af fremtidens journalister.

Vi får ikke noget godt ud af at holde mund. Se, hvordan det gik med Birthe Rønn Hornbæk. Så hellere lave en Bertel Haarder. Vi er ikke bange for at sige, hvad vi me­ner. Vi råber højt. Men vi er samtidig konstruktive. Når freelancegruppen og ho­vedbestyrelsen smider forhindringer på vores vej, giver vi ikke op. Vi kæmper for at få forbundet til at indse, at bijobreglerne er uholdbare. En studerende bi­job­ber ikke. En studerende har et studiejob. Det har studerende i andre fag på lan­dets uddannelsesinstitutioner. Hvorfor skal der forskelsbehandles her?

Kammerater! Medstuderende! Kommende kolleger!

Er der nogen, der kan, så er det altså os!

Men vi skal blive ved med at kæmpe. Vi skal blive ved med at vise engagement.  Vi skal blive ved med at stå sammen. I fællesskab og solidaritet skaber vi frem­ti­dens forbund.

Gør vi ikke det, ender fremtidens journalister som de italienske freelancere, der kun får 3 euro for en artikel.

Derfor, kammerater! Kampen er ikke slut. Kampen er kun lige begyndt.